fredag den 30. juli 2010

Mathilde 2 år




Har idag fejret min dejlige, smukke, livsglade og viljestærke datters 2 års fødselsdag. ( det er kusine Nikoline i baggrunden)

Har haft en dag med knald på;
Mathilde skulle have en masse frugtstykker med i vuggestue, så de kunne lave frugtspyd til formiddagsmad.
Da jeg jo har skrottet min dejlige bil, er det på cykel, der bliver hentet og bragt børn. 6 km bliver der tilbagelagt, når jeg skal aflevere dem begge.
Kom drivvåd hjem pga. regnen og gik i gang med at gøre klar til det store fødselsdags rykind her i eftermiddag.
Der skulle ryddes op, støvsuges og vaskes gulve, koges kartofler til kartoffelsalat, bages boller og laves rabarbergrød til lagkagen.

Til middag kom min svigermor og kørte mig ind til byen, så jeg kunne købe en masse is. Derfra ud til Laurits´børnehave, hvor vi skulle sige farvel til pædagogerne. Han skal starte i fritteren på mandag. Jeg fik kun lidt grød i halsen, da vi sagde farvel, og måske på gensyn, hvis Mathilde får lov til at komme derud.

Hjem igen, hvor gulvene skulle vaskes og der skulle dækkes bord. Laurits lagde billet ind på gulvvasken, men der gik ikke mange minutter inden han ikke gad det mere...
Mine forældre kører faktisk forbi vuggestuen på vej herud, så de tog Mathilde med hjem.

Huset blev fuldt af mennesker, og så gik det lige pludselig op for Laurits, at det var sidste gang han havde leget med vennerne i børnehaven. Han græd noget, selvom han også glædede sig til at få nye venner.

Føler mig lidt som Supermom, der skal klare det hele på den halve tid, men kors hvor har det været en god dag..

søndag den 25. juli 2010

Søndag formiddag

Dagen startede meget tidligt for mit vedkommende. Et eller andet vækkede Mathilde kl. 5, og da Michael skulle køre på arbejde kl. 5.20, var jeg nødt til at stå op.

Heldigvis er vejret pragtfuldt, så kl. 9 sad jeg på terassen med både det nemme og svære strikketøj.






2 år gammel og ikke udsovet betyder en pjevset pige, og så er det godt at komme op på skødet af mor med rosiner og en traktorbog. For hvem siger at traktorer kun er for drenge?




Jeg trængte til lidt strikkeudfordring forleden, så jeg gik i gang med Cirkeltrøjen fra Feminin Strik. Og starten voldte store problemer. 8 masker på 4 pinde er stort set umuligt, så efter 10 forsøg lykkedes det mig at starte med en lang rundpind og magic loop metoden. Den kræver dog koncentration, så det er fint at have noget at skifte med. Tror dog den bliver god..

tirsdag den 20. juli 2010

Voksen-Fiona og fødselsdag

I dag er det min mors fødseldag og vanen tro var der lagkage på terassen til dem, der kunne komme.
Ikke en vind rørte sig, men heldigvis var det lidt overskyet, ellers var det blevet en alt for varm omgang.



Det var også idag at Voksen-Fiona skulle indvies. Jeg fik min søster til at agere fotograf.
Den er super dejlig at have på, selvom den flaner en lille smule i ryggen.



Bryder mig faktisk ikke om sådan nogle full-size billeder. Jeg er alt for forfængelig til at overse, at jeg vist skal træne mine arme, og tabe de sidste 5-7 kilo så bagdelen ikke er så stor..
Anyway - Det er sådan jeg ser ud, så jeg kan vel ligeså godt vedstå det..??!

Faktaboks:
Opskrift: Fiona, som voksen fra Rasmilla str. M
Garn: 125g Rasmilla´s Luksusgarn (70% uld og 30% silke)
HOT/NOT: Absolut hot.. Garnet et virkelig luksus, både at strikke med og at have på. Opskriften er enkel og let at memorere

Nu har både Mathilde og jeg en Fiona, så nu kommer der ikke flere på pindende lige med det samme, selvom jeg har nydt at lave begge to.
Jeg kunne desværre ikke få lokket Mathilde til at få hendes på idag, så der er ikke et mor/datter med trøjer i omvendte farver.. Det må vente..

torsdag den 15. juli 2010

Update



Det skrider lidt for langsomt frem med vores tilbygning, hvis man spørger mig..
Tog med børnene op til mine forældre søndag, fordi mureren sagt, at han ville begynde at bryde beton op på Laurits´værelse mandag morgen kl.7.
Tirsdag da Michael kom hjem, manglede der dette lille stykke, man kan se nedenfor den malede Traktor Tom. Michael og jeg aftalte at jeg blev hos mine forældre til onsdag, for så passede det med at mureren ville være færdig.
Jeg kom hjem i går aftes til det samme lille stykke beton, der manglede. Mureren havde slet ikke været der. I dag kom han heller ikke..

Nu er jeg spændt på, om vi bliver vækket at et trykluftsbor i morgen tidlig. I så fald må vi hurtigt i tøjet og cykle børnene i institution, hvor de så spiser morgenmad..



På strikkesiden skrider det lige så stille fremad. Lavendula mangler kun ærmerne og Fiona skal lige have et par mønsterrapporter inden den stribede kant til sidst. Jeg har prøvet den, og den bliver bare god..

PS: Traktor Tom skal rives ned. Laurits fik den på hans værelse for tre år siden. Alle der går forbi huset kommer med bemærkninger om den, for nu kan den rigtigt ses, efter der er lavet hul til den nye hoveddør.

torsdag den 8. juli 2010

Farvel Grethe

Jeg måtte sige farvel til min elskede gamle bil igår. Vi har haft den i 8 år, og da vi købte en Ford Focus St.car, da jeg ventede Mathilde, var der ingen forhandlere der ville have den gamle Fiat Punto.
Så det blev min bil..

Jeg elskede at have en lille bil, jeg kunne tulle rundt i. Den var ikke i stand til at køre mere end max 40 km ad gangen, men i den radius bor min søster og forældre, og jeg kunne komme på shopping i Aalborg.

Jeg døbte den Grethe. En gammel bil med sjæl skal klart have et navn, og med fare for at fornærme nogen, så er en Grethe i min verden en dame, der har røget lidt for mange cigaretter, så hendes stemme er blevet ru og hun har fået en del rynker. Min Grethe var rusten og larmede ganske forfærdeligt, når hun kørte.

Hun skulle til syn senest i tirsdags, men det blev simpelthen for dyrt at gøre hende klar til det, så vi valgte at lade hende skrotte.
Da jeg skulle køre hende til skrot i går, var hun helt død, så Falck måtte arbejde for deres penge en sidste gang.
Igår kl. 20.30 kom Falck og kørte Grethe væk for sidste gang. Jeg stod tilbage med en stor klump i halsen. Måske lidt tåbeligt, men jeg har elsket den bil..

Nu er jeg ved at hækle en del accesories til min cykel, så jeg igen kan blive anstændigt kørende..
Mere om det, når jeg er færdig.


PS: Jeg har lige med gru fundet ud af, at jeg ikke har noget billede af bilen..