Som barn og ung pige spillede jeg meget klaver. Som i rigtig meget. Jeg havde en drøm om at komme på konservatoriet.
Desværre ville min ryg ikke samarbejde. Jeg kunne - og kan stadig ikke - spille mere end ½ time ad gangen.
Da jeg flyttede hjemmefra, stoppede jeg med at spille, da jeg ikke havde noget instrument at spille på.
Jeg var så heldig at arve min farfars gamle pianette, da han døde for 4-5 år siden. Det havde stået i 20-30 år i hans stue uden næsten at blive spillet på, så det var pivfalsk. Jeg fik det stemt, men det skulle spilles til, før det kunne stemmes 100%. Det er så stadig falsk, for jeg har næsten ikke rørt det.
Da Laurits starte til guitarundervisning efter sommerferien, tog jeg en beslutning om, at NU skal jeg spille igen.
Igår gjorde jeg så et scoop i Føtex. Alle klassikerne samlet i én bog. Nu er jeg fri for at bladre min nodesamling igennem, for at finde en løs side her og der.
Igår satte jeg mig til tangenterne og fik spillet en lille Sonatine af Beethoven. Mine fingre er lidt stive, men det var fantastisk.
3 kommentarer:
Det må være pragtfuldt - både at finde noderne og få stemt klaveret!!Jeg har ikke mindre end 2 stående ude i hallen, men de kommer aldrig til at spille igen...desværre
Ja, det må det være. Jeg har aldrig spillet andet end en næsten skrigende blokfløjte og er smaddermisdundelig. Beethoven ....
Dyrk det og nyd det.
hvor må det være skønt at genfinde 'melodien'.
klaveret og fingrene skal nok komme i stemning ..
klavermusik er så skønt :o)
mvh Mona
Send en kommentar