Om en måned er det to år siden, jeg fik et angstanfald og bare ikke kunne køre ind til en kunde.
Jeg havde fået en depression, fordi jeg i for lang tid var blevet presset ned i nogle bokse, jeg ikke passede i.
Det var hårdt at komme ovenpå igen. Det gik næsten 7 måneder inden jeg følte at jeg havde overskud til andre end mig selv.
1. august sidste år startede jeg i nyt job og 1. april sagde jeg ja til at blive formand i Gymnastik foreningen. Jeg har brugt august i år på at starte op med 90 nye elever på arbejde, og få puslespillet med 35 hold og endnu flere instruktører, til at gå op i en højere enhed.
I går var jeg på foreningslederkursus med et par af mine med-bestyrelsesmedlemmer og der blev der snakket stress og arbejdsopgaver i bestyrelsen. Der var mange ting, der faldt på plads i mit hoved mht. hvilke opgaver, der giver energi og hvilke opgaver, jeg så sidder med... Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der ikke var sammenfald i de to ting..
I går aftes så jeg denne her udsendelse på DR2.
Den handler om Pernille, der er sygemeldt med stress. Pernille gik en årgang over mig i gymnasiet og er mor i samme børnehave, som Mathilde går i. Måske er det fordi jeg hilsner på hende hver morgen, at hendes historie gik rent ind.
Lige pludselig gik det op for mig, at jeg ikke er rask endnu. Jeg kan ikke magte de samme ting som før.
Jeg har sværere ved at tage konflikter. Jeg bryder mig ikke om at læse mails, og tage telefonen når det er ukendte numre, der ringer ( har fået nogle grimme overraskelser på den måde), og jeg mister hurtigere overblikket end før jeg blev syg.
Det er en svær pille at sluge. Opgaven for mig, går nu ud på at acceptere, at jeg har nogle andre grænser end før - og så sige nej til opgaver, jeg ikke magter...
Ildsjælen er vist ved at brænde ud :-(
1. august sidste år startede jeg i nyt job og 1. april sagde jeg ja til at blive formand i Gymnastik foreningen. Jeg har brugt august i år på at starte op med 90 nye elever på arbejde, og få puslespillet med 35 hold og endnu flere instruktører, til at gå op i en højere enhed.
I går var jeg på foreningslederkursus med et par af mine med-bestyrelsesmedlemmer og der blev der snakket stress og arbejdsopgaver i bestyrelsen. Der var mange ting, der faldt på plads i mit hoved mht. hvilke opgaver, der giver energi og hvilke opgaver, jeg så sidder med... Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der ikke var sammenfald i de to ting..
I går aftes så jeg denne her udsendelse på DR2.
Den handler om Pernille, der er sygemeldt med stress. Pernille gik en årgang over mig i gymnasiet og er mor i samme børnehave, som Mathilde går i. Måske er det fordi jeg hilsner på hende hver morgen, at hendes historie gik rent ind.
Lige pludselig gik det op for mig, at jeg ikke er rask endnu. Jeg kan ikke magte de samme ting som før.
Jeg har sværere ved at tage konflikter. Jeg bryder mig ikke om at læse mails, og tage telefonen når det er ukendte numre, der ringer ( har fået nogle grimme overraskelser på den måde), og jeg mister hurtigere overblikket end før jeg blev syg.
Det er en svær pille at sluge. Opgaven for mig, går nu ud på at acceptere, at jeg har nogle andre grænser end før - og så sige nej til opgaver, jeg ikke magter...
Ildsjælen er vist ved at brænde ud :-(
