lørdag den 27. juni 2009

Bøllehat

Fordelen ved at have et barn, der vågner tidligt ( idag 5.45), er at der er masser af tid om morgenen til at sidde på sofaen og nørkle. Idag blev denne bøllehat gjort færdig. Jeg satser på at den bliver lidt mere ensartet i formen efter vask.




Faktaboks:
Opskrift: Tror det er en Hendes Verden-opskrift, men jeg har fundet den hos Penille.
Garn: 54 gram bomuldsgarn købt i Netto forrige år
HOT/NOT: Den er da søøød, og dækker det den skal dække. Storebror synes den er pæn og har i samme åndedrag bestilt en Ninja Turtles-hue.. ?!? Det må jeg så se om jeg kan lave..

Det bliver juni måneds bidrag til 12 projekter på Ravelry. Må vist lige lave en optælling, om jeg er nået til nr 6, eller om jeg er bagud..

fredag den 26. juni 2009

Et øjebliksbillede

Direkte taget herfra, og rettet til.. Vil dele en flig af min hverdag lige nu med jer.

Udenfor mit vindue er der… en meget flot blomstrende græsmark, der giver mig allergi, bare jeg kigger på den

Jeg tænker på… hvordan jeg lige skal strikke min eksamensopgave sammen

Jeg er taknemmelig for… at jeg har haft mulighed for at holde 1 års barselsorlov.

I køkkenet er der… rod efter aftensmaden

Jeg er klædt i… hvidt.

Jeg laver… så lidt som muligt.

Jeg skal… til at lave en projektplan for vores forhåbentlig kommende tilbygning

Jeg læser… ingenting i øjeblikket. Overvejer hvilken roman, der skal pakkes ned i kufferten, når vi skal i sommerhus

Jeg håber… at alle mine planer går op i en højere enhed.

Jeg hører… børnene, der leger på gulvet.

Rundt om i huset… er der smårodet.

En af mine yndlingsting er… min mobiltelefon. Nokia N95 8GB, der efterhånden trænger til en udskiftning, hvilket sker i uge 31, når jeg kommer på arbejde igen... ( fordelen ved at leve af at sælge mobiltelefoner...)

I løbet af weekenden skal jeg nå... at plukke hyldeblomster med mine børn, inden jeg tager alene afsted til 40-års fødselsdag.

Af billeder har jeg lyst til at dele…



Laurits har været ved at lege med kameraet på ovenstående mobil.. Skøre unge :-)

Barslen er slut

eller rettere, den sluttede allerede 17/6. Nu står den på ferie indtil jeg skal starte på arbejde 27/7. Tullepigen herunder skal starte i byens eneste vuggestue, med monster-ventetid. Det gør hun 3/8, så vi har lige en uge hvor der skal ske lidt koordinering. Min mand tager 2-3 feriefridage den uge, og ferie hele næste, hvor han får æren af at aflevere hende for første gang..



Jeg glæder mig ikke til at stoppe med barsel, men jeg glæder mig vildt til at komme på arbejde igen.
Nye medarbejdere, ny jobprofil, nyt butikskoncept, ny aflønningsform for både mig og mine medarbejdere, gør faktisk at jeg føler at jeg skal starte på et nyt job. Det eneste, der er det samme, som jeg forlod det for 1 år siden er den fysiske beliggenhed af min butik..

PS: Udslættet omkring hendes mund skyldes mælkeallergi, og efter et par dage med jordbær, er der kommet sår på. Så det får hun så heller ikke mere...

PPS: Jeg har stadig gang i pindende. Jeg er bare ikke så god til at få taget billeder af det.

torsdag den 18. juni 2009

Hårpynt




Man tager lidt tyl, en hårbøjle, en fjer på en nål og en limpistol. Bruger en halv time foran Criminal Minds og SWUSH, man har en hårkreation til brylluppet på lørdag..

torsdag den 11. juni 2009

Jeg er gået i gang med at sy..

Det er lang tid siden at trangen til at sy har været der, men lige pludselig er det altså kommet over mig, at jeg skal have 2 par haremsbukser, til at sjoske rundt i her i sommer.



Det er en perfekt dag at klippe stof. Skyerne hænger lavt, og jeg har så meget allergi, at jeg alligevel ikke har energi til andet end at tulle lidt rundt. Jeg fik spist kartofler til aftensmaden i går, og det blev hårdt og brutalt straffet med ubehag i hele kroppen og trykken for brystkassen. Efterveerne er der stadig i dag, med mathed og ondt i svælget.. Mon det kan lære mig at tage salat med selv, når jeg ved at det ikke bliver serveret hos værterne??

Når jeg er færdig med at klippe stof, skal jeg igang med at slå masker op til en buksedragt til Mathilde. Jeg havde ellers lovet mig selv, at jeg skulle afslutte et af de andre projekter, inden jeg begyndte, men idag skal jeg vist bare forkæle mig selv lidt.
Det eneste positive på denne dag, er at Mathilde er blevet optaget i vuggestuen. Det betyder at at hun starter en uge efter, at jeg er startet på arbejde, og ikke 3 uger som dagplejepladsen tilbyder. Derudover passer vuggestuen bare bedre til os - håber jeg..

søndag den 7. juni 2009

Rundpinde hylster

Endelig, endelig fik jeg taget mig sammen til at få syet en knap i mit rundpindehylster, der skal bruges til alle mine småting



Faktaboks:
Opskrift: Pindehylster fra Drops design
Garn: 112 gram Drops eskimo plus en gammel knap
HOT/NOT: helt igennem brugbar og hurtigt lavet



Min nederdel fra Feminin Strik er også godt på vej. Den er forholdsvis hurtigt lavet, så jeg satser på at komme til at bruge den her til sommer.. :-) Tror den bliver lidt tung, men den bliver god

fredag den 5. juni 2009

UFO smidt væk



Jeg har gjort noget vildt, som jeg aldrig troede jeg skulle gøre. Jeg har kapituleret og smidt min bolero ud i ufærdig tilstand.

Årsag: Garnet er det værste at strikke i, og farven vil aldrig blive mig. Det er en cardigan, jeg har sprættet op for at genbruge garnet. Det var ikke god før, og den bliver ikke god nu.. Jeg har indset det, og der er lige pludselig så god plads i kurven lige nu..

onsdag den 3. juni 2009

Hanami Stole



En fuser.. Eller bare en strikker, der ikke er opmærksom nok?? Jeg har ihvertfald formået at lave denne såkaldte stola væsentligt mindre end beregnet. Faktisk en halv meter mindre...

Den har dog været sjov at lave, og måske laver jeg en til på et senere tidspunkt. Nu er jeg gået i tænkeboks med hensyn til hvad jeg skal bruge til gallakjolen om 17 dage, for denne her bliver det nok ikke.

Faktaboks:
Opskrift: Hanami Stole fra Pink Lemon Twist
Garn: 65 gram Lucca extra fino
Mål: Ifølge opskrift 48x175 cm. Færdige mål 45,5x125 cm
HOT/NOT: Den har været sjov at lave og jeg er vild med designet, men et eller andet er gået galt i kommunikationen mellem mig og opskriften. Et lille fiks tørklæde, kan den vel godt trylles om til??!!