søndag den 31. oktober 2010

Øv hvor træls

Gik i gang med at stryge og klippe stof til gardiner. 19 meter - troede jeg..



Det her skulle have været stof til et liftgardin. Der mangler 1½ meter. Hende i Stof og Stil har simpelthen været for sjusket, da hun klippede stoffet..

Øv! siger jeg bare..

En laang søndag

Dagen hvor tiden er stillet tilbage, bliver altid en lang en af slagsen herhjemme. Børnene vågner som de plejer, altså bare en time tidligere..

Vi har døbt dagen "dovnesøndag", hvorfor der ikke er nogle af børnene, der er kommet i tøjet endnu.
Til gengæld bliver der hygget max med lego på bordet..



Deres far er på arbejde hele dagen, så mens de hygger med legetøj, har jeg en masse småprojekter, der skal ordnes;

Amayas ryg er snart færdig. Laurits´cardigan mangler kun en forkant og lynlås. Reolen i baggrunden af billedet skal fyldes med bøger og der skal ryddes op i køkkenet. Det vigtigste er dog strygning og klipning af 22 meter stof. I morgen kommer min søster med symaskinen, og så skal vi sy gardiner.
De gamle lamelgardiner kommer altså ikke op efter vi har fået ordnet stuen..

Det vigtigste i morgen, er dog at vi skal en tur til Bindestuen i Saltum og bruge penge på garn.. ( ja, og så skal jeg melde mig ledig..)

Jeg skal nok nå det hele i mit eget tempo.

God søndag til jer alle..

fredag den 29. oktober 2010

Sidste dag

Det er i dag officielt min sidste dag hos TDC i dag. Den sidste lønning er gået ind på kontoen og på mandag skal jeg melde mig ledig.
Ikke noget jeg glæder mig specielt meget til..

I går aftes var jeg til foredrag med hende her. En helt forrygende aften, hvor hun også kom ind på hendes nye bog "Sandheder fra en løgner", der handler om alle de små løgne, vi fylder vores liv med.
På vej hjem kom jeg til at tænke på, om det faktum at jeg oftest vælger at sige sandheden, frem for at lyve i diplomatiets tegn, er årsag til at jeg sidder i den situation som jeg gør..??

Ja, jeg fortalte at det var svært at få hverdagen til at hænge sammen, når vi begge er butikschefer, og har 2 børn, og

ja, jeg svarede, når jeg blev spurgt, om jeg ville noget andet, når jeg havde fået min HD, at det ikke var usandsynligt.

Ville jeg havde svaret anderledens, hvis jeg kendte konsekvenserne? Næe, det tror jeg ikke..

Jeg vil have lov til at sige det, der falder mig ind, også selvom det kan få konsekvenser..

Jeg købte selvfølgelig bogen, da jeg var ude at handle..

God weekend til alle

søndag den 24. oktober 2010

Indlæg nr. 200 og et færdigt projekt

HUURRAAA og JUBIII, det her er mit indlæg nr. 200, og selvfølgelig skal det fejres med et nyt projekt.

Imellem færdiggørelsen af huset, er det da blevet til en lille smule strik, og efter at jeg måtte sprætte Mathildes halsedisse op, er den blevet færdig i den rigtige tykkelse.



Faktaboks:
Opskrift: Halsedisse fra Tora Frøseths sæt Ready set Winter
Garn: 53 gram Kauni 8/2. For en gangs skyld har jeg lavet noget af mit lagergarn. Det er første gang, jeg har prøvet at strikke i det, men det er absolut ikke sidste.
HOT/NOT: Modellen er rigtig god og garnet helt perfekt. Nu er det vist bare op til mig at give Mathilde den på..

Jeg er næsten færdig med Laurits´cardigan, men igår havde jeg så meget hovedpine, at jeg ikke orkede at sy ærmer i. Så derfor kom Amaya som voksen på pindende i stedet. Jeg har haft garnet liggende til det projekt i laaang tid, så det var vist på tide at starte på den. Jeg har jo mit projekt "tøm-strikkekurven-for-indhold"

onsdag den 20. oktober 2010

Livstegn

Jeg findes stadig - jeg sætter hus i stand til den store guldmedalje, så strikketøjet bliver næsten ikke rørt.

Det trækker tænder ud nu, og nu kæmper vi en brav kamp for at blive færdige.

Jeg vender frygteligt tilbage, når jeg får en almindelig dag igen..

søndag den 10. oktober 2010

Frem og tilbage er lige langt

Sådan ser Mathildes halsedisse ud lige nu.



Det var gået for stærkt med at læse opskriften, så det var først, da jeg var næsten færdig med halsribben, at jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle strikke dobbelt med det garn, jeg bruger.
Da jeg så kiggede lidt nærmere efter, kunne jeg jo også godt se, at det ville blive for tykt.
Og selvom jeg var meget omhyggelig, da jeg sprættede op, endte det alligevel i en knude.
Gær hvad jeg har brugt tid på i eftermiddag? Og jeg er ikke færdig endnu. ØV

Elsker weekendmorgener

Der er ikke noget bedre end morgener, der starter lige så stille. Her er det Laurits, der spiller computer foran morgenflimmeren.



Der er franskbrødsdej til hævning, så formiddagskaffen bliver indtaget med friskbagt brød. Hmmm, lige som jeg bedst kan lide det.

De sidste par dage har heldigvis budt på hårdt tiltrængt strikketid. Nyder altså at sidde og nørkle.
Igår blev jeg færdig med det sidste ærme til Laurits´cardigan, så inden den store montering og kravestrikning, er der kommet en halsedisse på pindende til Mathilde. Den bliver strikket med dobbelt Kauni fra lageret, og den bliver vist bare god.



Igår blev jeg færdig med at male i vores tilbygning, så nu skal vi stort set bare flytte ind. Det bliver bare sååå godt.

God søndag til jer alle :-)

mandag den 4. oktober 2010

Stilhed eller storm?

Der er stille her på bloggen. Jeg ved det godt. Strikketøjet ligger også stille for tiden.
Min tid går med at male, sætte filt på andre vægge og male igen. Der skal nok komme billeder, når vi er færdige.
Børnene flyttede ind på deres værelser i weekenden. Der mangler bare lidt reoler, så er de på plads.
Om lidt kommer min mor, og så skal vi sætte filt op på væggene i kontor/forgang.

Når jeg ikke maler, bruger jeg en del tid på at søge job. Om en måned udløber min opsigelse og jeg bliver ledig. Et skrækscenarie af de helt store for mig. Jeg vil vil vil vil bare ikke ind i systemet.
Så hvis I nu kender nogen, der arbejder i en virksomhed i Nordjylland, der kan tænkes at kunne bruge en person med stor detailerfaring, der har læst HD i Organisation og ledelse, så giv lige et praj ik?

fredag den 1. oktober 2010

Juhuu - jeg vandt

De her finurlige strikkepinde hos Hexen Strik´s give away




Strikkepinde med indbyggede målebånd. Nu er jeg fri for at lede efter målebåndet. Det er da smart :-)