mandag den 31. januar 2011

Amaya

Fik lavet Amaya færdig i fredags.



Jeg kan helt ærlig ikke finde ud af om den er god eller ej. Den er lun og lækker, men den er måske en smule for kort.

Faktaboks:
Opskrift: Amaya, er blevet voksen fra Rasmilla
Garn: 340 gram Holst garn, strikket dobbelt

Under alle omstændigheder har det været et rigtigt lækkert strikketøj at sidde med. Opskriften er nem at gå til, og mønsteret er hurtigt memoreret.

søndag den 30. januar 2011

Flettet taske

Vi drikker karat! Af den røde slags.



Det er hårdt for mit håndled, at flette tasken, så jeg tager lidt ad gangen.

Tror den bliver god...

lørdag den 29. januar 2011

Lørdagsladhed

Amaya er færdig, men mit energiniveau er lig nul idag, så I må vente lidt med faktaboksen og billeder.



Mathilde sad indtil for 2 sekunder siden, mellem mig og computeren. Lidt af et balancestykke.

God lørdag til jer alle..

onsdag den 26. januar 2011

Nå, men altså..

JEG FIK JOBBET!!


(billedet er fundet på Google)

Antiklimaks og vakuum

Befinder mig i en eller anden form for antiklimaks og vakuum idag. Var til jobsamtale i går, så nu går jeg bare og venter på at få besked om, hvorvidt jeg får jobbet eller ej.

Jeg er træt som et ondt år. Stod meget tidligt op i går og kørte til Odense, var til samtale i 1½ time og kørte hjem igen.

At jeg i de sidste dage har sovet med en del afbrydelser pga. et sygt barn, gør ikke situationen bedre.

Min dag i dag skal efter et ærinde nede i byen bruges til at få gjort kål på de her 2 projekter.



Har ikke rørt strikketøjet de sidste dage, men nu skal jeg igang igen.

Kryds lige fingre for et positivt udfald, ik?

Flot billede - og flot blog



Jeg har forelsket mig i det her billede. Så jeg er med i konkurrencen om at vinde ét næsten magen til.

Kig forbi Rikkes tankestref. Det er absolut et besøg værd.

mandag den 24. januar 2011

Award




Har været så heldig at modtage denne skønne award fra sannepkunst, med begrundelsen; Til Lisbeth BARELIGEENPINDMERE , fordi vi bor tæt på hinanden. Fordi hun er vildt dygtig med strikkepinde og fordi, at hun snart skal lære mig og strikke, hun ved det bare ikke selv endnu :)

Ved slet ikke, om jeg har tålmodigheden til at lære det fra mig, men nu får vi at se. Jeg er ihvertfald vældig smigret over den begrundelse.

Awarden er en blogleg, hvor jeg skal fortælle 8 ting om mig selv.

1. Som nogen af jer nok ved, har jeg en tvillingesøster, jeg deler hobby med. Vi har kontakt med hinanden daglig. Nogle gange bare en sms, hvor der står: "så er ærmet færdigt" eller "øv, jeg er nødt til at sprætte op".

2. Vi overvejer kraftigt at få lavet en DNA test. Vi er født med 2 moderkager, men ligner hinanden så meget både af udseende og sind, at vi må være én-æggede. I teorien kan dette godt lade sig gøre.

3. Jeg har kendt Michael i 15 år, og været gift med ham i 7½. Det vil sige, at jeg var næsten 18½, da vi fandt sammen. Vi er hinandens modsætninger, hvilket vi begge trives med. Det bliver aldrig et kedeligt ægteskab..

4. Jeg er medlem af Ladies Circle, der er et verdensomspændende netværk af spændende kvinder. Eller som Michael formulerer det; verdens største sladderklub. Det er et frirum af grin og fortrolighed, jeg værdsætter utroligt meget.

5. Jeg drømmer om at løbe en halvmaraton, men kan ikke rigtigt komme længere end 5 km, hvilket irriterer mig grænseløst.

6. Selvom jeg pt ikke har noget arbejde, er jeg elendig til at få lavet noget herhjemme. Der har ligget stof til gardiner klar i 3 måneder, uden at de af den grund er blevet syet.

7. Jeg trives ikke med rod, men er elendig til at holde orden, og jeg hader at rydde op. Dårlig cocktail. Det gør det ikke bedre, at jeg er støvallergiker, og derfor har det bedst, når her er rent og pænt.

8. Skal til jobsamtale i morgen. Det er faktisk samtale nr. 2, så det er den afgørende finale. Første samtale var med en rekrutteringsfyr, og denne samtale er med samme fyr, plus ham, der måske bliver min chef, og hans chef. Kryds lige fingre ik'?

Det er så meningen, at jeg skal sende den videre, men jeg synes efterhånden at den har været hos mange, så jeg tror dælme ikke, jeg kan finde en, der ikke har fået den.
Håber ikke, der er nogle, der føler sig snydt.

torsdag den 20. januar 2011

Hep hep



Strikketøj og håndbold er en god kombi..

Jeg er lige gået i gang med Amayas sidste ærme. Elsker at strikke den.

tirsdag den 18. januar 2011

Sneak peak

Synes bare lige jeg vil vise jer lidt af Mathildes meget feminine elefant.



Den blive såå fin :-)

mandag den 17. januar 2011

Må jeg præsentere Elefanten Esben

I lørdags var vi ude og hilse på "lille-Tobias". Han hedder det samme som min 7 årige nevø, så deraf navnet.




Jeg har puttet en lille bjælde i ryggen af den, så den bliver lidt spændende at lege med.
Mathilde var meget forelsket i "ostefanten" (ryste-elefanten), og bestilte straks en til hende også. Dog uden bjælde, for hun er jo ikke en baby. 2½ år gammel...
5 minutter efter hun dykkede ned i kurven med garn og fandt den farve, det skulle være, spurgte hun hvor hendes ostefant var henne.. Jeg må hellere skynde mig..

Faktaboks:
Opskrift: Elefanterne Alberte og Anton fra Dandylion
Garn: ca 50 gram Mandarin Classic Bomuldsgarn
HOT/NOT: Tobias' mor blev meget glad for den, selvom den har tendens til at tilte fremover. Den næste skal vidst have en længere snabel, så den får 5 ben.

søndag den 16. januar 2011

Det var SÅ stort

Vi tog op til mine forældre i dag til hjemmebagt roulade og langtidsstegt gås. Begge dele smagte helt formidabelt.

Toppen på dagen blev dog, da far fandt ALT det gamle Lego fra min barndommen, frem til Laurits.

Da jeg fandt ud af, at min storebrors rumlego, der var det hotte i firserne, var i kasserne, gik jeg helt i selvsving.
Vi snakker om det rumlego, jeg ALDRIG måtte røre.

Så jeg gjorde noget forbudt; Jeg fandt opskriften på det største rumskib, og gav mig til at samle det.
Samtidig sad jeg med et saligt smil på læberne.

Selv Laurits, der ellers er ret vild med Lego, kiggede mærkeligt på mig og spurgte: "Mor, er det i orden, hvis jeg holder en pause?"
Begge børnene var inde og hente mig, da vi skulle spise. Jeg var helt væk i Lego.

Måtte simpelthen sende det her billede til min bror, med teksten "jeg HAR fået lov af far!"



Der kom hurtigt svar retur: "Hvis der er noget, der går i stykker, må du altså selv betale med dine egne lommepenge."

Nu står det og venter på mig, med et Nix Pille-skilt på!

torsdag den 13. januar 2011

Cardigan

Så fik jeg eeendelig syet lynlås i Laurits´trøje. Den har så også ligget i 3 måneder, så det var på tide. Men ak, drengen har åbenbart udviklet allergi overfor garn ( det siger han ihvertfald selv), så han nægter at bruge den.
Så nu nægter jeg at lave noget til ham, før han selv spørger om jeg vil...



Jeg er møgtræt af, at mine lynlåse altid skal vulke sådan. Denne her er endda monteret i hånden med fine sting, for at undgå det. Har I nogle tip til, hvordan jeg undgår det?

Faktaboks:
Opskrift: Opskriftshæfte fra Sandnes 0912. Mini Duet model 16
Garn: 256 gram mini Duet Incl. lynlås
HOT/NOT: Altså jeg synes det er lækker og dejlig blød, men Laurits vil som sagt ikke bruge den.

Heldigvis kender jeg en dreng, der kan passe den om et par år, og han er vist ikke allergisk overfor garn. Så han får Laurits' strik.

onsdag den 12. januar 2011

Den 100 årige, der kravlede ud af vinduet..

.. og forsvandt.

En bog, der klart kan anbefales.



Jeg har hørt den på lydbog. Tror nok at jeg så lidt tåbelig ud, da jeg sad idag på Aalborg Banegård og smågrinede.

Den er sjov og grotesk og så langt ude, at man tror det er løgn. Men den er god, er den..

lørdag den 8. januar 2011

Schyy

Jeg har fået fint besøg af Finitis-Yrsa. Det må straks udnyttes til fulde..

fredag den 7. januar 2011

Frogged

*Suk* Har endnu en gang brugt 1½ time på at putte Mathilde. Lige så snart man vender ryggen til, kravler hun ud af sengen. Til sidst kæmper hun med at holde øjnene åbne, men åbne det skal de være. Idag har det dog kun budt på minimal tudetur. Der har før været 1½ times tudetur..

Nå men, idag tog jeg mig sammen og begyndte at rydde op i mine UFO'er. De gamle strikkekurve skal jo ryddes af vejen, nu jeg har mit fine sofabord.
To sjaler er blevet til de her 3 nøgler, og tasken af Netto poser, jeg var ved at lave, er røget i skraldespanden.




Helt rart at få ryddet op :-)

torsdag den 6. januar 2011

Amaya back in business

Sidder i øjeblikket troligt og følger med i Jordens Søjler, der vises på DR1 i disse dage.
Men jeg er også blevet grebet af en bog, så igår læste jeg lige til det startede på DR1, og greb i skyndingen det nærmeste strikketøj, nu hvor Elefanten Esben ligger og venter på vask. Kan altså ikke finde ud af at se fjernsyn uden mit strikketøj.

Det blev Amaya, der kom i hænderne. Så mens jeg så fjernsyn, blev det ene forstykke sprættet op. Nu er jeg klar til at strikke i aften.

tirsdag den 4. januar 2011

Elefanten Esben dukker frem

Lige så stille tager Elefanten Esben form.



Jeg synes dog, at ørene driller en del. Tror jeg skal til at lave et 6. forsøg.. Hvis jeg koncentrerer mig, kan det være at det lykkes.
Når alle delene er lavet, skal den en tur i maskinen inden den skal syes sammen.
Det er en lille dreng, der skal have den, så den skal kunne komme i munden, uden der er en masse farverester.

Ellers har jeg ligget vandret et døgns tid. Et maveonde, der heldigvis er på retræte, fik mig ned på sofaen i dag. Nu sidder jeg med cola og har kun lidt ondt i maven. Hader bare sådan noget..

søndag den 2. januar 2011

Poncho

Ponchoen er færdig og givet til veninden, der heldigvis blev meget glad for den.

Jeg er ikke blevet ponchopige af at lave den, men den har været sjov at sidde med.






Faktaboks:
Opskrift: Poncho med mønster fra Kreativ Strik nr 11, 2010
Garn: 714 gram Inkawool fra Hjertegarn
HOT/NOT: Jeg er ikke 100% tilfreds. Den er blandt andet ikke så lang som på billedet, og så er den forholdsvis stram over overarmene. Den er dog ikke strammere, end at den sagtens kan bruges på et koldt kontor. Venter spændt på tilbagemelding om brugsværdien af den.


PS: Se venligst bort fra at jeg er søndagsgrim og ret koncentreret.