onsdag den 20. oktober 2010

Livstegn

Jeg findes stadig - jeg sætter hus i stand til den store guldmedalje, så strikketøjet bliver næsten ikke rørt.

Det trækker tænder ud nu, og nu kæmper vi en brav kamp for at blive færdige.

Jeg vender frygteligt tilbage, når jeg får en almindelig dag igen..

1 kommentar:

Louise sagde ...

Det skal nok lykkes - lige om hjørnet! Pøj pøj med det sidste, som faktisk tit er det allerværste!